Hvor er vi på vej hen ?

Formålet med at undersøge og medicinere børns følelser, tanker og optræden handler om at skabe et marked for medicinalindustrien.

I vores naboland Sverige bliver landets elever i disse dage ”Teen screenet”. Med andre ord foregår der psykiatrisk masseundersøgelse af alle 6. – 7. – 8. - og 9. klasser.
Forældrene behøver ikke engang at give deres tilladelse. I 9. kl. behøver de ikke engang at vide det.
Undersøgelsen er baseret på den psykiatriske grundtese at 25 % af alle børn er psykisk syge.
Resultatet af undersøgelsen er forudbestemt til at vise, at mange børn lider af  ”psykisk sygdom” baseret på psykiaternes diagnosekriterier.
Der blive stillet krav om mere indgående undersøgelser, hvor man går dybere ind i den enkelte elev, for at finde dem der ”lider af en psykisk sygdom”. Så kan man få sat en etikette –en diagnose- på eleven.  Uden en sådan kan man jo ikke give dem psykofarmaka.
 
PR kampagner
Men først skal jorden gødes. Dette gøres ved hjælp af PR kampagner.
Psykiaterne og lægemiddelindustrien har eller hyrer PR folk, som kommer med ”de rigtige” salgsargumenter.
Vi oplever det samme i Danmark. Det lyder som ægte omsorg, bekymring og hjælp.
”Vi skal ha’ flere psykiatribusser ud på skolerne for at udbrede kendskab til psykiske problemer, så de unge kan søge støtte, rådgivning og hjælp og ikke skal gå alene med deres problemer”. ” Mange unge har det psykisk dårligt”, ”Mange børn med adfærdsforstyrrelser skal vente længe på hjælp”, ”Bekymring og stress plager skoleeleverne”, ”Kommuner svigter de ”skæve børn” , ”Flere børn syge af stress” ”Flere vanskelige børn”, ”Unges problemer skal kortlægges” osv.osv
Ligeledes findes der tilsyneladende ADHD overalt.

Krav fra politikere
Og så kommer kravet fra politikerne om, at der må gøres noget ved denne psykiske usundhed. Mere oplysning ud på skolerne. Flere penge til psykiatrien.
Det lyder oprigtigt og betænksomt. For hvem kan have noget imod ”tidlig opdagelse af problemerne”? Hvem kan have noget imod, at der skal gøres noget ?
Mængden af psykisk sygdom står i direkte forhold til anvendelsen af psykiatriske diagnoser. Det er med andre ord således, at  jo mere psykiaterne undersøger et barn, for at se om han passer til en psykiatrisk betegnelse, desto flere børn bliver ”psykisk syge”.

Teenagere kan være ensomme. Kan ha’ problemer med vennerne. Føle at han/hun ikke rigtigt passer ind. Føle sig anderledes. Synes at han/hun ikke ser godt nok ud. Ikke er smart nok. Ikke er populær nok. Med andre ord – usikker på mange måder.
Hvem af os har ikke haft sådanne tanker og følelser i en periode i vores ungdom?
Men har det været det samme som, at vi var psykisk syge ? Selvfølgelig ikke. Og heldigvis kom der ingen, og fik os lokket til at tro, at der var noget sygeligt ved dette.
I langt de fleste tilfælde forsvandt det. Og ligefrem at så de frø i de unge sind at ovenstående kan være/ er starten på en psykisk sygdom, er yderst bekymrende.

Normalbegrebet indsnævres.
Jeg skal sent glemme en temadag for et par år siden med to psykiatere.  Både mig og hele min ellers velfungerende, glade og harmoniske familie kunne ha’ fået en diagnose, om vi havde været så letsindige at stifte nærmere bekendtskab med psykiatrien. For hvem har ikke en snært af højdeskræk, generthed i visse situationer, skal lige tjekke låsen en ekstra gang, kan ikke lide edderkopper, rotter, mus osv, osv. Der er diagnoser på det hele. Og så selvfølgelig ”en pille der kan hjælpe” så man ikke føler noget. Heller ikke glæden ved livet. 
Der findes i dag omkring 400 forskellige psykiatriske diagnoser. Til sammenligning var der
”kun” 112 i 1952. Disse nye bliver til ved håndsoprækning på psykiatriske kongresser. Derefter bliver de optaget i psykiaternes bibel ICD-10. 

Hvem har interesse i dette ?
Selve formålet med at  undersøge og medicinere børns følelser, tanker og optræden – at gøre disse til personlige psykiske problemer, ”hjerneforstyrrelser” – handler om at skabe et marked for medicinalindustrien. Denne industris grådighed er endeløs. Godt flankeret af Psykiatrifonden,  psykiaterne og interesseorganisationerne.  ADHD – foreningen f.eks.
Når først et barn er på psykofarmaka, er det alt for ofte et livslangt forløb, han kan se frem til. Pengestrømmen til bagmændene er derved uden ende. Konsekvenserne for alle er hårrejsende.
 At tillade Psykiatrifondens busser inde på sin skole, eller indføre teen-screening kan sidestilles med at lade ræven passe på hønsene.

Amerikanske tilstande sniger sig ind på Europa
Allerede i oktober 2000 kunne man i Berlingske Tidende læse en stor artikel med overskriften
” USA's skolebørn er på piller”. ”De dominerer Ritalin-markedet”.
Som med så meget andet – godt som ondt – smitter USA af på store dele af verden. De seneste år er Ritalin-markedet og dermed stemplingen med ADHD eksploderet her i Europa. Alene på ét år fra 2007 til 2008 er behandling for ADHD her i landet steget med 40 % og en tredobling i forhold til 2004 !
I takt med at flere og flere psykiatriske drugs kom ind i skolerne i USA, oplevede landet et nyt fænomen: skolemassakre.
Og i takt med at de samme drugs sneg sin ind blandt vores børn og unge i Europa, har vi oplevet tilsvarende.  Tænk bare på Finland og Tyskland.

Kiddie-cocaine  (Ritalin)
I USA kaldes Ritalin ’Kiddie-cocaine’, eller ’fattigmands-kokain’. Pillerne bliver knust til pulver og indsnuset. Pulveret er også vandopløseligt og kan også indsprøjtes direkte.
At sammenligne Ritalin med kokain er ikke bare en skræmmetaktik. Ritalin kan kemisk sammenlignes med kokain. Når man sprøjter det ind som en væske, giver det et sus, som misbrugere konstant hungrer efter. Virkningen disse to stoffer fremkalder er nærmest identisk. Er det ikke ulogisk, at vi advarer vores børn mod at tage stoffer – men man fylder dem med psykofarmaka ?
Bivirkningerne er mange og alarmerende: Synshallunisationer, selvmordstanker, psykoser, aggressiv og voldelig opførsel, spasmer, hjertestop, tab af appetit, forhøjet blodtryk, urolig søvn, søvnløshed, kvalme, skade på lever, nyrer og lunger, depressioner og hjerneskader.
 
Hvorfor hører vi så lidt om alternativer ?
Ganske enkelt: der er ingen penge i det. Ingen penge sammenlignet med den kemiske ”løsning”. Og tilsyneladende er det med et quick fix meget lettere. 
Så hvilke naturlige løsninger er der ?
Kost, vitaminer, fedtsyrer og sport. Og en god og fortrolig snak med en voksen, der har evnen til at lytte, og som ikke bebrejder eller skælder ud. En person der har evnen til at skabe tryghed.
Jeg kan på det varmeste anbefale alle at læse Frede Bräuners ”Kost, Adfærd, Indlæringsevne”. Man kan genkende sine egne urolige elever.  Her er ærlige løsninger, der ikke har dybt bekymrende omkostninger. Udover kosten er der også hele området TV og
computer.  Jo mere de kigger på tv, jo mere mistes drivkraften og interessen for eget liv.
Lysten til at være aktiv slås ihjel. De sidder passivt foran Tv’et. Ofte helt alene. De oplæres i at samfundet ikke har noget med dem at gøre. Ja, det kan ligefrem blive svært at skelne fiktion og virkelighed.
Så har vi også hele området omkring at forstå, hvad der foregår i timerne. Hvis eleven ikke forstår, så skaber han uro. Dette uddybes på meget enkel vis i bogen ”Lær at Lære” af L. Ron Hubbard.
På friskolerne bliver vi inviteret til det ene og det andet seminar, hvor psykiatere er involveret. For ”at vi kan sætte ind i tide”. For at vi kan ”lære at genkende symptomerne”.
 Måske synes du, at ovenstående lyder for langt ude. Send mig en e. mail ( hanne@apseu.dk) og jeg vil gratis tilsende dig dokumentation i form af en DVD, hvor psykiaterne selv fortæller, at de i virkeligheden ikke aner, hvad de har med at gøre!

Med venlig hilsen
Hanne Hemmingsholt
Pædagogisk konsulent
Applied Scholastics